The Web Writer Wizard's Guide til Internet Programmering
Wizband Left

1 Indledning til HTML 4.01

 
1. Indhold
 1.1  Hvad er HTML?
 1.2  Hvad er HTML 4.0?
 1.3  Hvad er ikke HTML 4.0?

1.1 Hvad er HTML?

Denne sektion handler om HTML, der er det sprog, der anvendes til at beskrive hjemmesider på Internet med.

HTML er en sammentrækning af HyperText Markup Language, og sproget, der i øjeblikket findes i version 4.01, er udarbejdet af World Wide Web Consortium, som er en uafhængig organisation, der har til formål at udarbejde standarder til World Wide Web.


1.2 Hvad er HTML 4.0?

Jeg har valgt at beskrive og lave denne hjemmeside i HTML 4.01, som er angivet i [HTML401] specifikationen. Den er en videre udvikling af [HTML40], der udvider tidligere versioner med en lang række egenskaber, som sætter World Wide Web i stand til at håndtere mange af de måder, Internet vil blive anvendt på i de kommende år. Andre egenskaber i [HTML40] tjener til at gøre World Wide Web mere tilgængeligt for folk med forskellige handicap.

Et vigtigt middel til at opnå disse ting er style sheets eller typografiark, som de hedder på dansk, der spiller en temmelig stor rolle i HTML 4.0 på bekostning af mange af de gamle elementer, som er under afvikling i den nye version og med tiden vil forsvinde helt.

[HTML40] specifikationen er dog kun en anbefaling, og der er ingen krav om, at den bliver fulgt. Det jeg beskriver i det følgende er derfor en idealtilstand, da ingen browsere - selv ikke de allernyeste - har fuld understøttelse af HTML 4.0. Det vil også betyde, at flere af eksemplerne ikke virker - simpelt hen fordi browseren ikke understøtter den pågældende funktion.

Alle henvisninger til HTML 4.0 vil dog også omfatte HTML 4.01, med mindre andet er angivet eller klart fremgår af sammenhængen.


1.3 Hvad er ikke HTML 4.0?

Der er visse ting, som er meget fremme i dag, men som ikke er en del af HTML 4.0, og som jeg derfor heller ikke vil komme ind på. Det drejer sig især om kanaler, som understøttes af de nyeste udgaver af både Internet Explorer og Netscape Navigator. Microsoft og Netscape har heller ikke kunnet finde ud af at lave det på samme måde. Men det er jo ikke noget nyt.

En anden ting, som jeg heller ikke vil komme ind på, er Netscapes layer-teknik, som gør det muligt at inddele hjemmesiden i lag, så flere elementer kan placeres ovenpå hinanden. Dette kan dog også opnås ved hjælp af typografiark.

Jeg skal dog ikke udelukke, at både kanaler og layers en dag bliver en del af den officielle standard og optages i en kommende version af HTML. Sker det, skal jeg fluks være det med en beskrivelse.


Til HTML 4.0 Indhold Til Toppen af Siden Til Hovedsiden Til Grundlæggende HTML

Wizband Right