De allerførste lyntog blev taget i brug samtidigt med Lillebæltsbroen i maj 1935 som et led i en større trafikrevolution, der skulle revolutionere togforbindelserne mellem landsdelene. Selve lyntoget var et motorvognstog med en motorvogn med førerplads i hver ende og en mellemvogn imellem. Hver motorvogn indeholdt desuden en 2 klasse salon, ligesom en motorvogn i hvert sæt havde restaurant, hvor der kunne indtages små retter og forfriskninger, mens den anden havde et bagagerum. Mellemvognen havde en 2. klasse kupe i hver ende samt seks 1. klasse kupeer. Disse trevognssæt suppleredes senere af fire firvognssæt opbygget efter samme mønster med en ekstra mellemvogn med 2. klasse salon.
I tresserne erstattedes disse lyntog af nye motortog efter tysk forbillede. De nye lyntog bestod af i alt otte vogne med en motorvogn i hver ende. Af hensyn til storebæltsfærgerne kunne disse lyntog deles i to halvtog på hver fire vogne. Hvert halvtog bestod således af en motorvogn, en 1. klasse kupevogn, en mellemvogn og en styrevogn med 2. klassesalon. Mellemvognen i det ene halvtog indeholdt en 2. klasse salon samt restauration med bar, mens den i det andet halvtog kun indeholdt en 2. klasse salon. Disse nye lyntog blev renoveret og ombygget midt i firserne, samtidigt med at de blev malet sølvfarvede, hvorefter de desuden blev kendt som "Sølvpilene".
Sidste skud på stammen af lyntog på danske skinner er de populære IC-3 tog, der har førerplads i hver ende og, som navnet antyder, består af tre vogne, hvoraf den ene ydervogn har en 1. klasse salon samt 2. klasse hvilepladser, mellemvogen har en 2. klasse salon og den sidste ydervogn har en 2. klasse salon, men desuden er indrettet med legeområde til børnene. IC-3 anvendes både til Intercitytog samt i deciderede lyntogsløb med højere hastigheder og færre stop.